Lidt historie fra gamle dage
Der har boet mennesker i Solrød området i mange tusinde år. Der er fundet spor af mennesker og bebyggelser fra den Ældre Stenalder i Kirke Skensved, i Jersie og i Trylleskovsområdet ved Karlstrup Strand. Disse fund kan være op til 7000 år gamleEt sagn fortæller, at en sørøver ved navn Kalf Skurfa på Gorm den Gamles tid (ca. 940) havde sit tilholdssted på en borg i bunden af vigen ved Køge Bugt, hvorfra han kunne stikke i søen og plyndre forbipasserende skibe.
Køge Museum har ved udgravninger af en høj ved siden af Karlstrup Kirke fundet ud af, at der har ligget fæstningsanlæg med et rundt forsvarstårn – en såkaldt motte.
Herfra kunne man se kysten, der ligger ca. 3 km mod øst. Motten og de omgivende voldgrave har beskyttet en stormandsgård, der ud fra fund kan dateres fra slutningen af 1100-tallet til begyndelsen af 1400-tallet. Med sikkerhed ved man ikke meget om ejerforholdene. Man ved dog, at stormandsgården har været ejet af en ridder Ingvar Kagstrup (1320), på et senere tidspunkt var den underlagt Gudhem Kloster i Sverige og endnu senere Vallø Gods. I 1405 blev den solgt til ridderen Abraham Brodersen, der blev dræbt i 1410. Voldstedet blev sløjfet, byggematerialerne fjernet og voldgravene planeret kort efter.
Et lille Skanør.
Over for Ræveholmcenteret, Karlslunde Strand blev der i 1929 rejst en mindesten for et slag med venderne, der i 1153 gik i land her for at drage mod Roskilde. De blev dog slået tilbage og måtte flygte over Østersøen på deres skibe.
Der var her ved Karlslunde Strand fra 1250-1350 en god landingsplads for sildefiskeriet. Sildene blev saltet og var en vigtig føde og handelsvare. Tilsvarende - og nok bedre kendte - er tilsvarende landings- og handelspladser ved Dragør og Skanør, men her ved Karlslunde Strand er der den korteste afstand mellem Roskilde og Køge Bugt/Østersøen. Roskildebispen har på det tidspunkt haft ret til åresild (afgift på fiskeriet).
Absalon blev biskop i Roskilde i 1158
Absalon havde sin flåde liggende i ”Vigen sydlig for Karlslunde”, men tiltagende tilsanding bevirkede, at han måtte flytte den til farvandet mellem Amager og Sjælland. I 1160’erne fik han overdraget landingsstedet Havn og nærmeste landsbyer af kongen, Valdemar den Store. Her byggede han i 1167 en borg på en holm ude i vandet. Resterne af Absalons borg ligger stadig under Christiansborg. Absalon var kong Valdemar den Stores særlige rådgiver, og da hans søn Knud i 1182 blev konge efter faderens død, fortsatte Absalon som hans rådgiver og var i realiteten nu den, der styrede Danmark.