Stranden
Naturfredningsforeningen har sikret retten til at gå langs vore kyster. Denne ret har været under pres de seneste par år, men stranden i Solrød Strand er offentlig tilgængelig og en oplevelse værdDanmarks Naturfredningsforening oprettedes i 1911, da det blev populært blandt storbyernes bedre borgerskab, at søge væk fra byen i sommermånederne for at undgå støv og larm. Kystnære arealer var særlig attraktive og opkøb af strandgrunde gjorde, at andre borgere forhindredes i at benytte strande pga. adgangsforbud. Det fandt en gruppe indflydelsesrige borgere uacceptabelt, hvilket førte til at de oprettede DN for gennem naturfredning at give alle borgere ret til adgang til strand og hav.
I 1917 fik Danmark den første naturfredningslov, der bl.a. sikrede alle retten til at gå langs vore kyster. Siden 1937 har Naturfredningsloven indeholdt bestemmelser, som skal sikre arealerne nærmest kysten mod bebyggelse og andre uønskede ændringer.
Strandbeskyttelseslinien
Lovbestemmelserne er siden flere gange blevet skærpet og findes i dag i Naturbeskyttelseslovens § 15 om strandbeskyttelseslinien. Denne linie ligger i det åbne land typisk 300 m fra kysten, men i bebyggede områder meget nærmere kysten. I Solrød ligger strandbeskyttelseslinien endda meget tæt på husene, således at stort set hele arealet mellem bebyggelse og vandkant er omfattet af lovens bestemmelser.
Er din ejendom berørt af strandbeskyttelseslinien er det registreret i matriklen og noteret i tingbogen. Det kan også ses på kort på hjemmesiden www.miljoeportal.dk., hvor man skal gå ind under ”Arealinformation” og derefter ”Bygge- og beskyttelseslinier”.
Naturbeskyttelsesloven §15 angiver forskellige begrænsninger for, hvad man må på sin ejendom.
Hvad må man inden for strandbeskyttelseslinien
Nedenfor kan du se eksempler på hvad man må og hvad man ikke må.
Det må man ikke:
- Opføre bygninger eller ændre og udvide eksisterende bygninger.
- Opstille camping- eller skurvogne.
- Opsætte hegn, låger, master, stativer, skilte m.m.
- Ændre på terrænet ved at flytte, fjerne eller tilføre jord, sand og sten.
- Plante træer og buske m.v.
- Anlægge terrasser og trapper og opsætte belysning.
- Henlægge affald o. lign.
Det må man gerne:
- Fjerne beplantning og bygninger.
- Udføre almindelig mindre vedligeholdelse af bygninger
- Plante i eksisterende haver, hvis de er etableret før 1968.
Strandbeskyttelseslinien administreres meget strengt. Det har flere ejere af strandgrunde i Solrød dyrekøbt erfaret. Derfor er det vigtigt altid at kontakte kommunens tekniske afdeling inden man påbegynder et projekt.
Både på Stranden
Adgang til kyststrækninger og strande er reguleret i Naturbeskyttelsesloven § 22.
Her står, at både kan lægges på stranden i en kortere periode. Det opfattes normalt som dagsophold i sommerperioden. Om vinteren skal bådene sejles til en havn med langtidsopbevaring eller tages hjem.
Både må aldrig lægges i klitterne, da det skader klitterne og dermed kystsikringen, som skal beskytte Solrød ved oversvømmelser forårsaget af store storme.
Strandens årstider
Stranden ved Solrød Strand ændrer sig efter vejrets og havets luner. Hvis du har din gang på stranden ved du bedre end nogen hvordan den løbende ændre karakter. Nedenfor kan du se en lille billedeserie fra forskellige årstider på stranden.